Indholdsfortegnelse

Dogdancing

Dogdancing er en forholdsvis ny hundesport, som stiller store krav til hundenes samarbejdsevne. Man har to forskellige kategorier indenfor sporten, nemlig Heelwork to Music og Freestyle.

Deltagerne i dogdancing laver en omhyggeligt indstuderet og trænet koreografi, hvor ejeren i samarbejde med hunden udfører en række øvelser og trick, mens der afspilles et stykke passende musik. Man danser så at sige med hunden. De to forskellige grupper har så lidt forskellige fokusområder, hvor Freestyle mest handler om at lave tricks med hunden; mens der i Heelwork to Music gives flest point for hundens kontakt med ejeren (fri ved fod). Den koreografi som udføres, bedømmes udfra sværhedsgrad, musik og fortolkning samt den generelle udførelse af både hund og ejer. Dogdancing handler i høj grad om at 'fortælle en historie', så udøverne bruger, udover træningen med hunden, også meget tid på at lave en flot opsat koreografi. Et par typiske eksempel på øvelser, der er relevante for dogdancing, er at hunden kan snurre rundt, gå slalom mellem ejerens ben og stå på bagben. Men man ser faktisk stort set alle mulige forskellige hundetricks, hvis man oplever dogdancing på lidt højere niveau.

Dogdancing tilbydes oftest under Dansk Kennel Klub, og for at deltage på allerhøjeste niveau til DM og i internationale konkurrencer, er det et krav af hunden er stambogsført mindst 3 generationer tilbage. Alle hunde kan dog deltage i træning og i mindre nationale konkurrencer.

Lure-cursing

Lure-cursing er en form for hundevæddeløb, som oftest praktiseres af hunderacer indenfor myndegruppen. Modsat den form for hundevæddeløb de fleste kender, der foregår på en lukket bane, er lure-cursing en langt mere realistisk måde at imitere en rigtig jagt på. Hundene udsættes nemlig for både stop og retningsændringer mens de jager 'byttet' - fuldstændig som en rigtig hare eller kanin laver stop og hurtige retningsændringer, for at undslippe jagende hunde. Lure-cursing foregår altså ikke på en rund bane, som traditionelt hundevæddeløb; men kan både foregå på helt åbne områder og i mere ujævnt terræn. Det foregår på den måde, at der kører en mekanisk trukket imitation af en hare (lure), rundt på banen som hundene så skal jage og nedlægge. Indenfor lure-cursing handler det i høj grad om fart, fart og mere fart, men der laves også en dommerbedømmelse med pointafgivning af de enkelte hunde på banen. Her belønnes både farten, men også hundens entusiasme, intelligens, adræthed og udholdenhed. Der konkurreres naturligvis også i lure-cursing i både ind- og udland og ejer man en hund fra myndegruppen, må man næsten ikke snyde sig selv (og hunden) for oplevelsen af, hvad hundene oprindeligt er avlet til - nemlig jagt. Har man andre hunderacer end mynder, der blot har en høj byttedrift og kan lide at løbe, er lure-cursing også en oplagt mulighed for gode og sjove oplevelser.

Flyball

Flyball er en form for stafetløb med hunde, der ikke er særligt udbredt udenfor USA. I Flyball kæmper hold af fire hunde om at gennemføre en bane, hvor der er opstillet en række forhindringer, som hunden skal over. Når forhindringerne er passeret, når hundene frem til en kasse, hvor hunden udløser en tennisbold ved at træde op på en udløsende plade. Bolden skal så bringes tilbage samme vej og afleveres til hundeføreren. Når bolden er bragt tilbage, starter den næste hund på holdet.

Banen er 15,5 meter lang og har fire forhindringer, der skal springes over inden hundene når frem til boksen med tennisbolden. Flyball handler altså i høj grad om fart; men også om evnen til at fange bolden hurtigt og komme tilbage med den i munden, så der er et element af apportering også. Samtidig passerer hundene hinanden i høj fart, mens de er meget tæt på hinanden, hvilket også er et element, der kræver træning og evner af hunden.

I Flyball kan alle hunderacer deltage, da forhindringernes højde afhænger af størrelsen på den mindste hund på holdet. Man har endda konkurrencer, hvor det er et krav, at de fire hunde på holdet, alle er af forskellige hunderacer. 

(..artiklen fortsættes på næste side)