De fleste hunde kan lære at komme HVER gang man kalder. For at få et sikkert indkald, er det dog nødvendigt med træning. Se hvordan du kan gribe det an, selv hvis du har en hunderace, der kan være svær at lære et sikkert indkald.

Man bør starte tidligt med at træne indkald. Små hvalpe følger helst med flokken, og det kan man med fordel udnytte allerede fra de allerførste dage. Når hunden er på vej til at komme, skal der kaldes med lys og glad stemme - og når hunden kommer helt hen, er der masser af favoritgodbidderne eller leg med ynglingslegetøjet.

Efter de første par uger, kan man begynde på en decideret indkaldstræning.

Man kalder altid hunden ind med en lidt bestemt, men glad tone. Man bør vælge et indkaldssignal/ord, der ikke bruges i det daglige ordforråd, så dette signal altid er reserveret til det vigtige indkald - og man bør kun bruge ordet, hvis man virkelig mener at hunden SKAL komme nu. 

Sæt træningen op, så indkaldet bliver en naturlig del af dagligdagen, og få derigennem gjort det til en naturlig del af hundens liv.

Succes i indkaldstræningen

Det er altafgørende hunden lærer at komme hver gang. Derfor må det aldrig overlades til hunden selv, at afgøre om den "gider" komme.

Nøgleordet er 'succes i træningen'. Det vil sige, at du skal sørge for at hunden i starten kun trænes i de situationer, hvor du er næsten helt sikker på at indkaldet virker, og hunden ikke bliver fristet af andre spændende ting, når du kalder. Lad være med at slippe hunden fri, og regne med den er mere interesseret i dig, godbidder og legetøj i de første mange minutter. Lad den snuse, lege, galoppere, gø, grave og alt det andet - FØR du kalder på den.

Fordi det er så vigtigt, at hunden i starten kun kaldes ind "når det virker", skal du planlægge hundens opvækst, så den kun slippes fri i situationer, hvor du med rimelig sandsynlighed kan forudsige, hvad der vil ske. Indkaldet MÅ kun trænes, sådan at hunden altid kommer i starten - ellers vil du få en hund, som i mange situationer selv afgør, hvad den vil. Og dét er ikke et fungerende indkald... Hvis det er vanskeligt at træne hunden på denne måde, må man alliere sig med en lang line og lige så stille 'nykke' hunden ind, hvis den ikke selv reagerer på kommandoen. Det kan også være en stor fordel at være to om træningen, så den ene holder hunden mens den anden kalder. På denne måde lærer hunden også, at det ikke kun er det ene familiemedlem, den skal reagere på.

 "...det er så vigtigt, at hunden i starten kun kaldes ind når det virker"

Hvis indkaldet fejler, og hunden ikke kommer som forventet, er det vigtigt man ikke fortsætter med at kalde på hunden. Gå i stedet op og hent den, eller få kontakt til den med en høj, uventet lyd og begynd så at småløbe væk fra den, når den kigger på dig. Dette vil få de fleste hunde til at blive interesseret i hvorfor du løber væk, og de fleste vil derfor oftest skynde sig at løbe tilbage til dig. Skæld aldrig ud på en hund, der ikke kommer på indkaldet, da dette vil medføre, at hunden kommer til at forbinde indkaldet med ubehageligheder og irettesættelser - og det er jo lige præcis det modsatte vi gerne vi opnå: indkaldet skal altid være super godt for hunden og skal altid belønnes og være positivt.

Belønning til indkald

Det vigtigste for at få et fungerende indkald, er at belønne med det hunden allerhelst vil have i hele verden. Og så kun dele denne belønning ud i forbindelse med et veludført indkald. Nogle hunde har en livret, andre en favoritbold eller noget andet legetøj; mens andre vil lege en speciel leg med dig, kæles eller lignende. Hvad der virker for netop DIN hund, gælder det bare om at finde ud af... Og så reservere det til indkald og intet andet.

Træn sværheden af indkaldet

Gl. dansk hønsehundDet er altid nemmere at få kontakt til hunden hjemme i haven. Derfor er det også vigtigt, at man langsomt øger sværhedsgraden af sin indkaldstræning. Man bør langsomt opsøge større og større distraktioner for hunden, og begynde at træne indkaldet her. Det kan være i forbindelse med andre dyr, hunde, trafik, store forsamlinger og lignende. Af samme grund, kan det også anbefales at starte til hundetræning - da du her bl.a. får mulighed for at opstille træningssituationer med andre hunde, hvilket ofte er noget af det mest distraherende for en ung hund.

Husk også, at der er stor forskel på hunderacerne. En Engelsk Mastiff er f.eks. alene på grund af racens selvstændighed, oftest en langt sværere hund at lære indkald, end f.eks. en Schæferhund eller en Labrador Retriever. Mynder eller andre hunderacer med et meget stort jagtinstinkt, kan også kræve meget intensiv træning før indkaldet fungerer blot nogenlunde.

ALTID giv belønning til hunden

Husk at denne metode kræver, at du ALTID har belønningen hos dig, når du kalder på hunden. Alt efter hundens temperament og vilje til at komme, kan du senere i hundens liv, godt kalde den ind og undlade belønningen - men det bør altid være undtagelsen, der kun bruges i en snæver vending. Ethvert indkald uden belønning slår en del af træningen i stykker - og sådan vil det være indtil hunden når en betragtelig alder. Til gengæld har den dyb respekt for dig, fordi du endnu engang har LÆRT den at gøre tingene rigtigt - i stedet for den nemme løsning med  irrettesættelser og et liv i snor!