Hunderacen Akita Inu

Beskrivelse af Akita Inu

Akita'en er Japans nationalhund, og racen er meget værdsat i Japan, hvor den siden 1931 har været anerkendt som japansk kulturarv, og som sådan nøje overvåget og beskyttet af staten. Oprindelige stammer racen fra Akita præfekturatet, som ligger på den japanske hovedø's Honshu's nordvestlige del, hvor hunden blev brugt som vagt- og jagthunde efter storvildt som bjørne, vildsvin og elge. Disse hunde kaldtes for Akita Matagi, og var mindre end den nuværende Akita Inu, der har fået tilført gener fra både mastiff og Tosa, for at øge størrelsen. Man kan se eksempler på Akita-lignende hunde fra gamle tegninger og malerier gennem flere århundreder.

Under 2. verdenskrig led racen den tort, at blive indfanget og dræbt af den japanske hær, der brugte pelsen til militær udrustning. Derfor skete der en del krydsninger med Schæferhund i denne periode, da det var den eneste race, der var tilladt at beholde. Den oprindelige japanske Akita var derfor tæt på at forsvinde på dette grundlag. Efter krigen lykkedes det dog at få rekonstrueret Akita Inu-racen til en stabil og ensartet hunderace, der modsvarede den oprindelige type.

Inu betyder "hund" på japansk. Akita'ens første oprindelse kan spores helt tilbage til den yngre stenalder. Både fra denne og senere perioder er der fundet spor af de japanske spidshundes stamfader i form af knogler, statuetter og afbildninger. 

Den japanske Akita Inu og Amerikansk Akita, er to varianter af samme race. Den oprindelige japanske Akita Inu har bibeholdt mere af den oprindelige type, end den amerikanske variant, der er noget kraftigere i statur.

Temperament på Akita Inu

Akita Inu er en såkaldt urhund, og er derfor meget selvstændig - eller stædig om man vil - og kan derfor være svær at gøre ubetinget lydig. Racen er dog en god familiehund, der er glad for hele familien, og er også udstyret med et tilpas vogtende sind. Fremmede mennesker accepteres når de er lukket ind, men Akita Inu er ikke en hunderace, der har den store interesse i kontakt med fremmede mennesker. 

Denne hunderace er meget selvstændig og intelligent, og ser ikke sig selv som en hund, der skal adlyde ejerens mindste kommando. Med andre ord, så er racen meget svær at få helt lydig. Det er også vigtigt, at man bruger positive og anerkendende metoder, når hunden skal trænes og opdrages, for en Akita Inu lærer bedst, hvis den selv synes træningen er morsom.

Det er også en race, der kan være svær at have gående løs og få til at komme når man kalder, ligesom man ofte vil skulle have en godt indhegnet have, hvis man ikke vil risikere hunden tager på springture. Racen har også en del jagtinstinkt nedarvet fra dens fortid, så omgang med andre husdyr bør starte så tidligt som muligt.

Akita'er er glade for familiens børn, og vil gerne lege med dem, hvis den bliver behandlet godt. Det er dog ikke en race, der finder sig i drillerier og voldsom behandling, da dette ofte vil få denne type hund til at trække sig. En Akita følger heller ikke alle rundt i huset, men vil meget gerne ligge og have det store overblik over sin familie. Fremfor alt er det vigtigt, at man giver hunden masser af kontakt og opmærksomhed, og man skal altid have de samme krav til hunden og de samme regler for god, acceptabel opførsel. 

Man skal forvente at racen er forholdsvis aktiv, og gerne skal luftes udenfor haven mindst een gang dagligt. 

Det er også vigtigt, at man starter med en tidlig og grundig socialisering af denne race, ligesom man kun bør anskaffe hvalpe fra kuld, der er opvokset inde i huset. Lad altid hvalpen møde en masse forskellige mennesker og hunde under hele dens opvækst, og sørg for den får gode oplevelser med alle. Vil man træne sin Akita, er det også ofte nødvendigt at være lidt kreativ og have lidt erfaring med intelligente og selvstændige hunde, da det kan være en kunst, at finde ud af hvad der motiverer det enkelte individ. Det er dog altid vigtigt, at man ikke behandler hunden hårdhændet eller stiller for store krav, da en Akita så ofte vil miste motivationen til at samarbejde med sin hundefører. Hold træningssessionerne korte og sjove, og byg langsomt på, så hunden udelukkende oplever små krav af gangen og dermed får succes med træningen.

En voksen Akita vil sjældent være interesseret i omgang med fremmede hunde, og kan være ganske hårdhændet, hvis der er nogen der spiller op til den. 

Pasning og pleje

Pelsen på en Akita Inu er tæt og kort, og kan godt fælde en del - specielt i perioderne forår og efterår, hvor pelsen skiftes. Man bør give hunden en jævnlig gennembørstning for at fjerne døde hår og holde pelsen i god stand.

Oprindelsesland

Akita Inu har oprindelse i Japan

Hundens størrelse

Akita Inu har en højde på 58 - 70 cm og en vægt på 30 - 55 kg

Farver

Brindle, Brindle m/Hvid, Hvid, Hvid m. aftegninger, Rød, Rød Sesame, Rød m. Hvide aftegninger, Rød Brindle, Sesame, Sort Brindle, Rød/Sort m. Hvide aftegninger

Alternative navne

Akita, Japansk Akita

Type

Akita Inu er en spidshund og hører under FCI-gruppen for "Spidshunde og hunde af oprindelig type" (Gruppe 5)

DKK Specialklub

Spidshundeklubben

Aktivitet

(3/5)

Motion

(4/5)

Intelligens

(2/5)

Træning

(2/5)

Legesyg

(2/5)

Børnevenlig

(3/5)

Vagthund

(5/5)

Pelspleje

(2/5)

Territoriel

(5/5)

Gøende

(1/5)

Fremmede

(2/5)

Hunde

(2/5)

Leder du efter små hunderacer?

Disse 6 andre hunderacer under spidshunde er mindre end Akita Inu :

Alle billeder af Akita Inu