Hunderacen Cairn Terrier

Beskrivelse af Cairn Terrier

Cairn Terrier er en lille robust og hårdfør terrier, som har sin oprindelse ved Isle of Skye i det nordvestlige hjørne af Skotland, også kaldet Hebriderne.

Cairn Terrieren hører til de skotske terriere. Det vil sige Skotsk Terrieren, Skye Terrier og West Highland White Terrier. Alle disse hunderacer nedstammer oprindeligt fra den skotske jagt terrier.

Cairn Terrieren er den race, der har ændret sig mindst, og ligger stadig ganske tæt op af forfædrene i udseende. Cairn Terrieren blev oprindeligt brugt til jagt på odder, ræv, rotter og mus - og Cairn Terrieren har stadig sit jagtinstinkt i fuldt behold.

I det 19. århundrede optrådte Cairn Terrier først under navnet Korthåret Skye terrier. I 1912 blev Cairn Terrier så anerkendt som selvstændig race af kennel klubberne; men man kan dog spore lignende hunde helt tilbage til år 1400, hvor de er afbilledet på malerier fra jagter. Den første Cairn Terrier, der blev stambogsført i Danmark var hunden " Fergus of Penshurst ". Han blev taget hjem fra England i 1924.

Temperament på Cairn Terrier

Cairn Terrier er en stor hund i en lille krop, som sjældent er bange for nogen eller noget. Hundene er normalt altid muntre, livlige og i godt humør. Intelligensen er i top, og Cairn Terrier kan hurtigt lære tricks og øvelser med den rette belønning.

Cairn Terrierens oprindelse som jagthund, er stadig fast forankret i nutidens hunde. Derfor er Cairn Terriere stadig udstyret med et stærkt jagtinstinkt, og en stor lyst til at grave efter byttedyr i haven.

Hundene opfattes indimellem som værende meget stædige; men hvis træningen starter tidligt og gribes an på en interessant måde for hunden, kan en Cairn Terrier lære stort set alt. Undlader man at træne sin Cairn Terrier - eller gør man det forkert -  kan hundenes intelligens derimod nemt medføre problemer.

Cairn Terrier er venlig og omgængelig sammen med børn, og deltager gerne i alt slags leg og aktivitet. Hundenes robusthed og høje smertegrænse, gør dem også velegnede på dette område.

Pasning og pleje

En Cairn Terrier har et moderat behov for pelspleje. Den stride, ruhårede pels skal børstes jævnligt og altid holdes ren for skidt og filter. Endvidere skal hundene trimmes minimum nogle gange årligt.

Oprindelsesland

Cairn Terrier har oprindelse i Skotland

Hundens størrelse

Cairn Terrier har en højde på 23 - 30 cm og en vægt på 8 - 10 kg

Farver

Cream, hvedefarvet, rød, grå eller næsten sort, samt brindlet i alle de nævnte farver. Ikke ensfarvet sort eller hvid eller black-and-tan. Mørkere farver på ører og næseparti er meget typiske.

Type

Cairn Terrier er en terrier og hører under FCI-gruppen for "Terriere" (Gruppe 3)

DKK Specialklub

Dansk Terrier Klub

Aktivitet

(3/5)

Motion

(4/5)

Intelligens

(3/5)

Træning

(3/5)

Legesyg

(3/5)

Børnevenlig

(4/5)

Vagthund

(5/5)

Pelspleje

(3/5)

Territoriel

(4/5)

Gøende

(4/5)

Fremmede

(3/5)

Hunde

(3/5)

Del denne hunderace med dine venner...