Hunderacen Dalmatiner

Beskrivelse af Dalmatiner

Dalmatiner er en hunderace de fleste kender fra Disney's berømte film 101 Dalmatinere, men racen har faktisk været kendt i mange århundreder. Helt tilbage til 1300-tallet kan man finde afbildninger af Dalmatiner-lignende hunde og sandsynligvis har racen eksisteret endnu længere. 

På grund af denne lange historie, er Dalmatineren også svær at spore fuldstændigt tilbage; men man mener at racen er opstået i landene ved den østlige del af Middelhavet og siden er spredt både øst og vestpå til Europa. Af samme grund har racen også fået sit navn fra den Kroatiske region Dalmatien, der ligger ud til Adriaterhavet i den sydlige del af landet.

Dalmatineren havde sin største udbredelse i 1700-tallet og frem, hvor racen blev brugt som vognhund, der løb ved siden af - eller under - hestevognene for både at demonstrere ejerens samfundsstatus og for at fungere som vagthunde, når vognen blev parkeret. I USA blev racen hurtigt meget populær på brandstationerne, hvor hundene fulgte de hestetrukne brandsprøjter ud på opgaver for at rydde vejen og for at vogte sprøjten og brandmændenes ejendele under brandslukningen. Tilbage på brandstationen var racen også en skattet vagthund og godt selskab for brandmændene på de lange vagter. Da de hestretrukne brandsprøjter blev erstattet af motorkøretøjer, beholdt man på mange stationer stadig Dalmatineren som mascot; men i dag er denne praksis dog blevet forholdsvis sjælden.

Dalmatineren kom til Danmark i 1800-tallet, men blev først rigtigt populær i 1980'erne. Efter Disney's premiere på filmen 101 Dalmatinere var der desværre også mange, der anskaffede sig racen på et forkert grundlag, og desværre også en del dårligt avl, der i denne periode medførte at racen til tider fik et lidt dårligt ry og flere helbredsproblemer end normalt. Seriøse opdrættere har siden arbejdet ihærdigt på at komme denne uheldige periode som modehund til livs ved kun at avle målrettet og seriøst på de helt gode individer, hvilket også er en vigtig årsag til man altid bør anskaffe denne race fra en anerkendt og seriøs opdrætter.

Temperament

En Dalmatiner er en smuk hund, som mange forelsker sig i. Racen er dog meget aktiv og intelligent, og kræver en ejer, der er bevidst om at hunden både skal motioneres meget og stimuleres mentalt hver dag for at trives. Hundenes ophav som vognhunde, gør dem i stand til at løbe i timevis, så man kan få en rigtig god løbemakker i en Dalmatiner, og ellers bør racen have mulighed for at kunne løbe frit hver eneste dag. Dette er ikke en hunderace, der egner sig til korte gåture i snor. Husk dog altid, at ingen hunde bør motioneres med løb eller cykling før de er fuldstændigt udvokset, og deres muskler og knogler er helt udviklet til at tåle denne belastning.

Denne hunderace er også meget nært knyttet til sin familie, og vil helst opholde sig hvor de er. En Dalmatiner følger helst med i alt hvad der foregår, og bør ikke opholde sig for meget alene eller sættes i hundegård i lange perioder. Det er en race som skal leve og bo med sin familie og have masser af opmærksomhed og selskab.

En velstimuleret Dalmatiner gør sjældent det store væsen af sig indenfor, men er meget aktiv udendørs.  Racen er livlig, nysgerrig og lidt reserveret overfor fremmede. Den fungerer godt som vagthund, da der altid advares om fremmedes besøg, og samtidigt accepteres disse normalt ligeså snart ejeren har godkendt deres tilstedeværelse. Dalmatineren er dog ikke en race der blot overgiver sig til fremmede, men er oftest temmelig uinteresseret i kontakt med disse. Det er yderst sjældent at racen er aggressiv, da man i høj grad har avlet den gamle vagthund ud af racen, så den passer bedre som familiehund i det moderne samfund. 

Dalmatineren er meget legesyg og kan godt lide børn, der forstår at omgåes hunden på en venlig og ordentlig måde.

Når man skal træne og opdrage en Dalmatiner er det vigtigt at man motiverer og belønner hunden, og at man ikke gentager de samme ting igen og igen. Racen er intelligent og lærevillig, men kommer nemt til at kede sig under gentagelser og mister også ofte motivationen, hvis den ikke selv kan se et formål med træningen. Det er derfor tilrådeligt at have en vis erfaring med hunde inden man anskaffer denne race. Det er heller ikke en hunderace, der er særligt velegnet til alle de små detaljer i lydighedskonkurrencer, men som derimod oftere trives med mere actionpræget hundesport som f.eks. agility. Det er dog forholdsvis uproblematisk at lære racen basal lydighed.

Dalmatinere har også et vist jagtinstinkt og er fremragende jægere af rotter og skadedyr. Racen er tidligere blevet brugt som fuglehund, sporhund, retriever og i kobler til jagt på vildsvin og hjorte. Af denne grund er det også nødvendigt med en indhegnet have, og en vis træningsindsats for at lære hunden indkald i alle situationer. Vil man have hunden til at omgåes mindre husdyr, bør disse også introduceres så tidligt som overhovedet muligt.

Pasning og pleje

Dalmatinere har en helt kort pels, som dog fælder mere eller mindre konstant hele året. Man kan ofte med fordel bruge en gummihandske til at fjerne løse hår, specielt i fældesæsonerne forår og efterår; men man skal regne med de lyse hår altid kan ses tydeligt på både møbler og tøj. Det vigtigste som ejer af en Dalmatiner er at stimulere hunden dagligt med mentale opgaver, give den varierende og sjov hundetræning og en rimelig mængde motion.

Oprindelsesland

Dalmatiner har oprindelse i Kroatien

Hundens størrelse

Dalmatiner har en højde på 54 - 62 cm og en vægt på 22 - 32 kg

Farver

Hvid med sorte eller brune pletter

Type

Dalmatiner er en jagthund og hører under FCI-gruppen for "Drivende jagthunde og schweisshunde" (Gruppe 6)

DKK Specialklub

Dansk Dalmatiner Klub

Aktivitet

(4/5)

Motion

(5/5)

Intelligens

(1/5)

Træning

(1/5)

Legesyg

(1/5)

Børnevenlig

(3/5)

Vagthund

(4/5)

Pelspleje

(1/5)

Territoriel

(3/5)

Gøende

(3/5)

Fremmede

(3/5)

Hunde

(3/5)