Hunderacen Dobermann

Beskrivelse af Dobermann

Dobermann er oprindeligt opstået i Tyskland som vagthund, men kendes i dag mest som brugs- og familiehund.

Dobermann's oprindelse findes i en lang række hunderacer, som blev renavlet af Karl Friedrich Louis Dobermann - en skatteopkræver og hundefanger fra byen Apolda. Han startede formentligt sit opdræt på pinschere og de såkaldte "slagterhunde", som kan siges at være en tidlig udgave af Rottweiler, og indførte formentligt også Beauceron, Weimaraner, tidlige Schæferhunde og flere andre racer.

K.F.L. Dobermann avlede efter at skabe en hunderace, der var naturligt skarp, modig og med en hurtig reaktionsevne.

Dobermann Pinscher blev anerkendt som hunderace i Tyskland i 1895. Først senere blev den sidste del af navnet slettet. I 1899 blev den første specialklub for Dobermann stiftet i Tyskland.

Omkring århundredeskiftet blev enkelte andre hunderacer indkrydset for at skabe en større hund med bedre aftegninger. Siden 1910 har Dobermann ikke indført andre hunderacer i avlen.

Temperament på Dobermann

Dobermann er en vagtsom hunderace, som både beskytter og vogter over sin familie. Racen er også venlig og hengiven overfor sine ejere, og normalt glad for børn i familien.

Hundene er yderst velegnede som brugshunde, og besidder en høj intelligens og vilje til at samarbejde.

Racestandarden for Dobermann siger der skal lægges vægt på at skabe hunde, der besidder en "afbalanceret opmærksomhed" og "overfor omgivelserne virker selvsikker og frygtløs".

Mange har i tidligere tider kendt Doberman som en både aggressiv og meget temperamentsfuld hunderace; men i takt med at racen ikke længere bruges i så høj udstrækning som ren vagthund, er dens temperament, i de sidste 20-25 år, blevet avlet væsentligt blidere. Racen har nemlig gjort sit indtog som udstillings- og familiehund, og man har derfor nedtonet avl på de mest højtgående og vanskelige individer, for at gøre racen mere egnet til disse opgaver. Racen er derfor mindre skarp en tidligere, men er dog stadig en brugshund, hvor der også stadig kræves en brugsprøve for at blive udstillingschampion. Man bør derfor altid træne med en Doberman og lade den få brugt både krop og hjerne hver dag.

En Doberman er meget energisk, og har brug for en ejer, som kan håndtere hunden med en venlig, konsekvent opdragelse. Hvis racen ikke bliver opdraget og trænet fra starten, vil hundens selvstændige side vise sig fra en ubehagelig vinkel.

Det er helt afgørende, at man lader en Doberman arbejde for sig. Hvis hunden kommer til at kede sig, vil den ofte selv finde på aktiviteter som ejeren slet ikke synes er hensigtsmæssige. Denne egenskab viser sig også i træningen af hunden, hvor det er vigtigt at give flere og større udfordringer - og ikke bare lade træningen køre på autopilot med de samme øvelser. Der skal arbejdes med hunden og stilles større og sværere udfordringer, for at man får et godt forhold til sin Doberman. Racen elsker at arbejde, og man bør aldrig snyde hunden for at bruge denne egenskab.

Det er også vigtigt, at man har så meget indsigt i hundetræning og -adfærd, at man ikke lader hundens ivrige og arbejdsomme sind blive et problem, hvor hunden kører op i for højt et stressniveau. Ikke alle Doberman trives godt med boldbelønninger og lignende motiverende tiltag under træningen, da nogle individer har tendens til at stresse op hvis hundens byttedrift stimuleres for meget.

Pasning og pleje

En Dobermann kræver en vis mængde aktivering og træning dagligt. Hjernearbejde, lydighedstræning og ren motion er "et must" hos denne race. Pelsen er kort og kræver stort set ingen pasning.

Oprindelsesland

Dobermann har oprindelse i Tyskland

Hundens størrelse

Dobermann har en højde på 63 - 72 cm og en vægt på 32 - 45 kg

Farver

Sort med brune aftegninger

Alternative navne

Dober, Dobermann Pinscher

Type

Dobermann er en vagthund og hører under FCI-gruppen for "Schnauzere, pinschere, molosser og sennenhunde" (Gruppe 2)

DKK Specialklub

Dansk Dobermann Klub

Aktivitet

(4/5)

Motion

(3/5)

Intelligens

(1/5)

Træning

(1/5)

Legesyg

(1/5)

Børnevenlig

(3/5)

Vagthund

(5/5)

Pelspleje

(1/5)

Territoriel

(5/5)

Gøende

(2/5)

Fremmede

(1/5)

Hunde

(2/5)

Leder du efter små hunderacer?