Hunderacen Field Spaniel

Beskrivelse af Field Spaniel

Field Spaniel er en nyere udgave af de gamle landspaniels, der oprindeligt altid blev brugt som jagthunde. I slutningen af det 19. århundrede forsøgte man så at fremavle en helt sort spaniel, som skulle bruges til hundeudstillinger, og ud af denne avl fremkom så Field Spanielen.

De første eksemplarer blev avlet af Phineas Bullock, udfra hunde, som tidligere var ejet af Baron Sir Francis Burdett, som dengang var meget involveret i de berømte Birmingham Dog Shows. Historien siger, at han ejede varianter af sorte "Cocker Spaniels", og derfor har Field Spaniels da også en stor del af forhistorien tilfælles med denne hunderace.  

De første Field Spaniels siges at være blevet krydset med Sussex Spaniel, Cocker Spaniel og Irish Water Spaniels. De første eksemplarer af Field Spaniels, der dengang blev fremavlet, var temmeligt kortbenede, havde lange rygge og den sorte farve gjorde hundene svære at se, hvis de skulle med på jagt. Derfor var denne nye race ikke særligt populær blandt jægere, og racen gjorde derfor næsten kun sit indtog i udstillingskredse i starten. 

Man begyndte dog i midten af det 20. århundrede - omkring 1950 - at avle racen mod noget langt mere brugsegnet, for at komme væk fra de kortbenede udstillingshunde, og samtidigt også introducere nogle langt bedre arbejdsegenskaber i Field Spanielen. 

Siden dengang er racen således gået fra at være en ren udstillingshund til at blive en værdsat, omend sjælden, jagthund, med meget høj arbejdsmoral, et livligt sind og masser af jagtinstinkter. 

Temperament på Field Spaniel

En Field Spaniel er en stødende og apporterende jagthund, og er en af de få hunderacer, hvor det direkte er angivet i racestandarden, at racen ikke er egnet som "byhund". Med andre ord, så skal en Field Spaniel have et job at passe for at blive velfungerende.

Racen er energisk, udholdende, arbejdsom og selvstændig, og kræver en sikker, konsekvent og tålmodig opdragelse kombineret med masser af motion. Hundene er relativt følsomme overfor ejerens humør, og en hård og negativ omgang med racen får ofte hunden til at blive stædig og uvillig.

Man siger ofte, at jagt i uvejsomt terræn er en Field Spaniels største styrke; men racen kan bruges til det meste jagt. Det er en sikker sporhund og apportør, som gerne går et ekstra skridt for at klare sit job. Disse egenskaber kræver en psykisk stærk og selvstændig hund, som derfor også stiller visse krav til ejeren og træningen - og derfor er en Field Spaniel ikke altid et godt valg som den allerførste jagthund. Racen er også kendt for at holde en rimeligt god kontakt til sin fører; men man kan altid risikere, at hunden også får sine helt egne, selvstændige ideer, som den ser sig nødsaget til at forfølge.

Hvis man formår at holde en Field Spaniel aktiveret og beskæftiget, er det en fortrinlig familiehund, som både kommer godt ud af det med børn og andre hunde. Men hvis hunden keder sig, kan dens stærke instinkter og energiske sind nemt volde problemer, for man kan godt regne med, at en Field Spaniel som keder sig, selv vil finde på noget aktivering - og det er formentlig ikke aktiviteter som ejeren vil bifalde. Racen har også ry for nemt at blive en såkaldt "én-mands hund", så det er tilrådeligt at inddrage hele familien i fodring, træning og aktiviteter, så hunden ikke kun knytter sig til et enkelt familiemedlem. 

Det er også vigtigt at få Field Spaniels rigtig grundigt socialiseret til andre mennesker og dyr, og samtidigt vænne hunden til at blive håndteret og få plejet pelsen, mens den er helt ung hvalp. 

Udenfor jagtsæsonen bør man, til stor fornøjelse for hunden, deltage i noget aktionpræget hundesport, som f.eks. agility - eller i hvert fald som minimum sikre sig, at hunden kommer ud og løbe frit, snuse og motionere dagligt.

Pasning og pleje

Field Spaniels har en forholdsvis lang pels, som man skal sikre sig bliver holdt fri for knuder og filter. Ligesom hos den beslægtede Cocker Spaniel, skal man også sørge for at de lange ører altid bliver holdt helt rene. Det er derfor vigtigt at starte tidligt, med at få gjort denne nødvendige pelspleje til en hyggestund for begge parter, og sikre sig at hunden ikke føler sig forulempet eller dårligt tilpas under børstningen og soigneringen. Små børste-sessioner og ros og belønning, når hunden står stille, er vejen frem.

En Field Spaniel har ingen underuld, og fælder heller ikke voldsomt meget.

Oprindelsesland

Field Spaniel har oprindelse i England

Hundens størrelse

Field Spaniel har en højde på 44 - 48 cm og en vægt på 18 - 25 kg

Farver

Sort, leverfarvet eller spættet. Alle tilladt med tan-farvede aftegninger. Hos ensfarvede hunde er hvid eller spættet på brystet også tilladt. Ren sort/hvid eller leverfarvet/hvid er ikke tilladt.

Type

Field Spaniel er en jagthund og hører under FCI-gruppen for "Apporterende jagthunde" (Gruppe 8)

DKK Specialklub

Spaniel Klubben

Aktivitet

(5/5)

Motion

(5/5)

Intelligens

(3/5)

Træning

(3/5)

Legesyg

(3/5)

Børnevenlig

(4/5)

Vagthund

(3/5)

Pelspleje

(3/5)

Territoriel

(2/5)

Gøende

(3/5)

Fremmede

(3/5)

Hunde

(5/5)

Alle billeder af Field Spaniel