Hunderacen Harrier

Beskrivelse af Harrier

Harrier er en engelsk jagthund, der minder meget om Engelsk Foxhound i udseende, men er en smule mindre.

Racen har været kendt i England siden 1260, hvor Sir Elias de Midhope havde det første kobbel Harrier-hunde, der blev brugt til harejagt og hvorfra racen siden spredte sig vestpå mod Wales.

Der findes flere historier og teorier om racens oprindelse, men den generelle forståelse i dag, er at Harrier er en nedavlet version af Engelsk Foxhound. Racens tidligste historie er dog vanskelig at opspore, til dels fordi ordet "Harrier" er et gammelt normannisk ord for jagthund.

Harrier blev anerkendt i 1885 af American Kennel Club, af United Kennel Club i 1949. Lidt specielt er det, at Harrier ikke er anerkendt af The Kennel Club i England, men i stedet registreres i "Association of Masters of Harriers and Beagles", som er en ren jagtklub, der kræver at de registrerede hunde indgår i et kobbel og deltager aktivt i jagt.

Temperament

Harrier er en aktiv og afbalanceret hunderace, som har et stort spor- og jagtinstinkt. Hundene er stærke, udholdende og adrætte - og arbejder gerne hårdt en hel dag i et kobbel. Oprindeligt er racen fremavlet til hare- og rævejagter; men i dag bruges den til mange forskellige typer jagt.

Det er vigtigt at denne hunderace har frie forhold og bliver rigeligt motioneret og aktiveret. Det er meget svært at "køre racen træt" med ren motion; så man bør indføre daglige opgaver og øvelser, der stimulerer hundens hjerne.

Harrier er en fortrinlig race sammen med andre hunde, hvilket hører til dens stærke kobbelinstinkter, hvor mange hunde arbejder nært sammen på jagten. Til gengæld kan en Harrier være tilsvarende problematisk, når det kommer til omgangen med mindre husdyr. Vil man gøre sig nogle forhåbninger om at en Harrier skal leve sammen med katte og andre husdyr, er det altafgørende at man introducerer disse mens hunden er helt lille hvalp - og alligevel vil mange eksemplarer af denne race ikke kunne undertrykke deres instinkter til at jage de mindre husdyr.  Man oplever også mange eksemplarer af denne race, som hyler når de bliver ophidsede eller keder sig, hvilket man bør være opmærksom på ikke at forstærke under opvæksten, med mindre man finder lyden charmerende.

En Harrier kan derfor også være svær - grænsende til umulig - at have gående løs, da det kræver rigtig meget træning - og en vis portion held - at få et individ, som er lydhør overfor ejerens kommandoer, når hunden først har fundet en spændende fært eller set et mindre dyr stikke af. Af denne grund skal man også kun have en Harrier løs i en godt indhegnet have, for det er stort set umuligt at lære disse hunde ikke at forfølge spændende spor og dufte - eller naboens kat, der krydser vejen i nærheden. Man skal også regne med at hunden vil grave i blomsterbedene og gø af fuglene, når den opholder sig i haven.

Sammen med børn er en Harrier ganske fortrinlig, da den både er tålmodig, social, venlig og legesyg. Hundene kan dog godt være lidt vilde, meget nysgerrige og en smule uregerlige, og anbefales derfor ikke til familier med helt små børn. De fleste velsocialiserede Harriers har også et venligt og tillidsfuldt forhold til fremmede mennesker, så racen er ikke nogen udpræget vagthund, men dens gode evne til at gø vil ofte medføre, at man får tydelig besked når der kommer gæster.

Pasning og pleje

En Harrier har en kort, strid pels, der beskytter hundene godt under jagten. Racen fælder en del i perioderne forår og efterår; men kræver ikke nogen daglig eller ugentlig pelspleje. 

Oprindelsesland

Harrier har oprindelse i England

Hundens størrelse

Harrier har en højde på 48 - 53 cm og en vægt på 18 - 25 kg

Farver

Sort, hvid og tan - rød og hvid - sort og tan - lemon og hvid - hvid

Type

Harrier er en jagthund og hører under FCI-gruppen for "Drivende jagthunde og schweisshunde" (Gruppe 6)

Aktivitet

(4/5)

Motion

(5/5)

Intelligens

(1/5)

Træning

(1/5)

Legesyg

(1/5)

Børnevenlig

(4/5)

Vagthund

(1/5)

Pelspleje

(1/5)

Territoriel

(1/5)

Gøende

(5/5)

Fremmede

(4/5)

Hunde

(5/5)

Alle billeder af Harrier