Hunderacen Labradoodle

Beskrivelse af Labradoodle

Labradoodle er en ny hunderace af såkaldte "designerhunde", som er hunde, hvor man forsøger at kombinere egenskaberne fra nogle allerede anerkendte hunderacer til en ny race. Der foregår - specielt i Australien og USA - decideret planlagt opdræt af Labradoodles, og målet her er at renavle en allergivenlig familie- og servicehund, som indeholder nogle af de bedste egenskaber fra Pudelhund og Labrador Retriever.

Den første betegnelse af en Labradoodle kom frem i 1955; men det var først i 1988, at betegnelsen blev mere udbredt og man begyndte at fremhæve Labradoodle som en allergivenlig "hunderace". Wally Conron fra Australien begndte nemlig at blande de to racer, for at lave en service- og førerhund, der kunne bruges af folk med allergi. Grunden til han netop valgte disse to racer, var udfra ønsket om at få Pudelhundens fældefri pels avlet ind i en hunderace med Labrador Retrieverens arbejdsomme og træningsvillige sind.

Man avler på mange måder, for at lave Labradoodle. Nogle hunde får betegnelsen blot ved at være en blandingshund mellem Labrador og Pudel; mens andre er genavlede hunde af denne type og som får gener tilført efter mere planlagte avlsprogrogrammer. Specielt den australske Labradoodle, der er avlet over mange generationer, har derved fået visse specielle - og lidt mere konsistente - egenskaber. Denne udgave har f.eks. også fået indført bl.a. Cocker Spaniel i sine gener.

Temperament

En Labradoodle er ikke en anerkendt hunderace, og opdrættes efter mange forskellige principper. Derfor er det vanskeligt at udbrede en decideret temperamentsbeskrivelse, fordi hundene stadig er meget varierede og forskellige i både sind, pelstype og udseende. 

Man vil dog ofte støde på en hund, der har en del af egenskaberne fra både Labrador Retriever og Pudelhund; og da begge disse racer er vand-apporterende jagthunde, vil en Labradoodle typisk også være glad for vand og for at bære og apportere. Man vil også ofte se en stor del af Labradorens venlige, træningsvillige og medgørlige sind, så man får en legesyg og intelligent hund, der har nemt ved at tilpasse sig og som elsker kontakt med både ejer og fremmede.

Både Pudel og Labrador er blandt verdens mest intelligent hunderacer, så man vil også ofte opleve en klog og smart hund, der gerne arbejder for og med sin fører. Begge racer er også gode til børn og specielt Labrador har gennem hele livet et barnligt og legesygt sind, som man ofte kan se gå igen i en Labradoodle.

Størrelsen på hunden kan variere meget, da man også avler Labradoodle'r på alle størrelser af Pudelhund. Med den Australske Labradoodle opererer man med tre forskellige typer: standard, medium og miniature. Deres størrelser er angivet som hhv. 53-63cm, 43-52cm og 35-42cm og vægte på hhv. 23-30kg, 13-20kg og 7-13kg.

Pasning og pleje

Da Labradoodle ikke er en anerkendt race, er det heller ikke muligt at forudsige, hvordan hundens pels bliver. Nogle hunde fælder lige så meget som en almindelig Labrador, mens andre har arvet nogle af Pudelen egenskaber, og derfor ikke fælder i samme grad. Man skal dog ikke forvente, at man får problemer med omfattende pelspleje, hvis man anskaffer en Labradoodle - selvom der også findes undtagelser til denne regel. 

Det er dog værd at være bevidst om, at begge racer er aktive jagthunderacer, som kræver stimulering og træning af både krop og hjerne for at være velfungerende.

Oprindelsesland

Labradoodle har oprindelse i Australien

Hundens størrelse

Labradoodle har en højde på 35 - 63 cm og en vægt på 7 - 30 kg

Farver

Ses i alle slags brun, sorte, grå, flerfarvede med markeringer og andre. Der er ikke nogen decideret farvestandard på denne blandingsrace.

Type

Labradoodle er en blandingshund

Aktivitet

(3/5)

Motion

(4/5)

Intelligens

(2/5)

Træning

(2/5)

Legesyg

(2/5)

Børnevenlig

(4/5)

Vagthund

(3/5)

Pelspleje

(2/5)

Territoriel

(3/5)

Gøende

(3/5)

Fremmede

(5/5)

Hunde

(4/5)