Hunderacen Odderhund

Beskrivelse af Odderhund

Odderhunden kendes helt tilbage fra starten af 1800, men er nu om dage relativt sjælden. De første omtaler af en "Otter hound" ligger så langt tilbage, som til 1175; selvom der formentligt ikke var tale om helt samme type hund, som den race der kaldes for Odderhund i vores tid. Oprindeligt blev hundene avlet til jagt på oddere i England, men efter disse blev fredet i 1978, mistede Odderhunden sit job, og i dag har racen ikke længere den helt store udbredelse. Dette skyldes i høj grad, at hundene var så selektivt avlet for deres evner som jagthund, og derfor sjældent fungerede godt som rene selskabs- og familiehunde.

Temperament

Racen er stor, stærk og en meget udpræget jagthund, med en meget stærk drift til at følge spor. Englænderne sagde ofte, at en ægte Odderhund skulle have "en Bulldogs mod, en Newfoundlænders styrke i vand, en Pointers næse, en retrievers skarpsindighed samt udholdenhed som en Foxhound, tålmodighed som en Beagle og intelligens som en Collie." 

Denne opskrift er også grunden til at odderhunde sjældent ses i dag. Hundenes intelligens og udholdenhed kræver at man bruger meget tid på aktivering og motionering, da en Odderhund ellers kan blive problematisk at leve med.

Hundene er meget knyttede til deres familier, og bør altid være en del af familiens aktiviteter; men de kræver ikke at man er sammen 24/7. Odderhunden er også god til at at svine sig til, elsker at gå spor og udnytter ofte deres intelligens, til at overkomme forhindringer i livet. Racen er kendt for at være god til at bryde ud af indhegninger, åbner døre og bryde ind til mad og andre lækkerier - altså for helt generelt at være meget snu.

En Odderhund er også temmeligt stædig, og træning skal altid foregå med positive metoder. Heldigvis er de fleste odderhunde meget glade for mad, så man kan komme langt med godbidder og positiv forstærkning - men det kræver både tålmodighed, stædighed og erfaring med hunde, når man skal træne en Odderhund. Til gengæld er hundene også ofte elskelige og venlige, og deres selvsikkerhed afspejles i deres udprægede ligevægtige humør.

Det er dog vigtigt, at man starter tidligt med at socialisere og træne hunden. Venter man til hunden er blot et halvt år gammel, vil  racens stædighed og egenrådighed allerede kunne give problemer.

Racen er glad for børn, men kan godt være lidt for voldsom til små børn.

Pasning og pleje

En Odderhund har en lang, ru dobbeltpels, med et højt indhold af olie, som gør hundene yderst velegnede til jagt i vand. Pelsen giver også muligheder for at hundene kan svine sig rigtig meget til, og man skal ikke have forhåbninger om et pletfrit hjem, hvis man vil leve med en Odderhund. 

Pelsen bør børstes grundigt igennem mindst een gang ugentligt, og man bør også rengøre hundens mund efter den har spist, for at undgå lugtgener. Man vil også ofte skulle plukke hundens døde hår jævnligt og ind i mellem have hunden i bad. Odderhunden har også store, behårede poter med svømmehud, som er ret gode til at samle mudder og skidt, så man vil skulle rengøre disse efter hunden har været ude, ligesom man ofte vil kunne have fordel af at trimme hårene mellem tæerne jævnligt. En del Odderhunde drikker ved at putte hele snuden ned i vandskålen, så både snude og ører blive våde - og alt hvad de kommer i nærheden af bagefter.

Oprindelsesland

Odderhund har oprindelse i England

Hundens størrelse

Odderhund har en højde på 60 - 69 cm og en vægt på 29 - 50 kg

Farver

Odderhound findes i et utal af farver, da alle anerkendte hound-farver er tilladte.

Type

Odderhund er en jagthund og hører under FCI-gruppen for "Drivende jagthunde og schweisshunde" (Gruppe 6)

DKK Specialklub

Klubben For Jagthunde uden Specialklub

Aktivitet

(4/5)

Motion

(5/5)

Intelligens

(5/5)

Træning

(5/5)

Legesyg

(5/5)

Børnevenlig

(4/5)

Vagthund

(1/5)

Pelspleje

(5/5)

Territoriel

(1/5)

Gøende

(3/5)

Fremmede

(3/5)

Hunde

(3/5)

Alle billeder af Odderhund