Hunderacen Pekingeser

Beskrivelse af Pekingeser

Pekingeser er en gammel hunderace fra Kina, som man kan spore over 2000 år tilbage og er blandt de ældste kendte hunderacer jvf. nye DNA-undersøgelser. Racen har altid været en populær selskabs- og skødehund i det kinesiske hof og hos kinesiske munke.

Pekingeser kom til England i 1800-tallet, da de blev hjembragt fra Kina af officerer fra den engelske hær og givet til adelige englændere som selskabshunde. De første eksemplarer blev givet til grevinden af Wellington af hendes bror, Lord John Hay, der havde deltaget i den 2. Opiumskrig i Kina. 

Den første racestandard for Pekingeseren blev skrevet allerede i 1898 i England. Omkring 1900 blev racen langsomt mere og mere udbredt i den vestlige verden, og er siden blevet kendt som en både værdig og smuk selskabshund.

Temperament

En Pekingeser er en lille intelligent og værdig hunderace, som er meget nært knyttet til sin familie. Racen er meget tilpasningsdygtig, og befinder sig godt hvor dens familie er, og uden at have nogle store krav til motion og aktivering. Dermed ikke sagt, at en Pekingeser ikke vil ud og gå lange ture, men blot at den ofte også trives fint med lidt mindre motion og aktivering. Racen er derfor god til både ældre og yngre mennesker.

En Pekingeser er ikke den mest legesyge hund, og er oftest stille og afslappet indendøre. Den elsker at ligge på sin ejers skød og blot nyde livet og samværet. Racen kan dog godt være mere eller mindre stædig, så man skal gribe al træning og opdragelse konsekvent og positivt an. 

Racen accepterer hurtigt fremmede mennesker, hvis den er socialiseret ordentligt fra hvalp; men en Pekingeser er primært til for dens ejere, og har ikke den helt store interesse i fremmede mennesker. Overfor børn er racen normalt venlig og overbærende, men den accepterer ikke at blive dårligt behandlet og vil ofte trække sig, hvis den ikke føler den bliver respekteret. Der er tale om en forholdsvis selvstændig og værdig hunderace, som forventer den bliver ordentligt behandlet.

På grund af racens selvstændighed er det vigtigt, at man altid er konsekvent overfor hunden. Dette vil sige, at man er en naturlig leder, som ikke lader hunden overtage styringen, og som altid opdrager og træner hunden med faste regler og krav, uden at være voldsom eller straffende. Som ejer af en Pekingeser er det godt at have tålmodighed og en god portion stædighed i sin personlighed, så man ikke accepterer at hunden overtræder regler og normer for god opførsel. Man bør aldrig straffe racen fysisk, eller være grov og råbende overfor hunden, da den så vil miste enhver respekt for sin ejer. I stedet bør man være vedholdende og anerkendende, og bruge belønning og ros når hunden gebærder sig ordentligt.

Pasning og pleje

En Pekingeser kræver en del pelspleje, og skal som minimum gennembørstes flere gange om ugen. Man skal også holde øjne og rynker i ansigtet rene og velsoignerede. Det er vigtigt at få indført en hyggelig og samarbejdende stemning, når pelsen skal plejes; så hunden ikke føler den bliver udsat for noget overgreb, hvis der skal fjernes filter og knuder osv. Start så tidligt som muligt i hundens liv, og vær konsekvent, rosende, venlig og giv masser af belønninger og anerkendelse, når hvalpen er medgørlig og rolig under soigneringen og børstningen.

Oprindelsesland

Pekingeser har oprindelse i Kina

Hundens størrelse

Pekingeser har en højde på 15 - 23 cm og en vægt på 3.2 - 6.4 kg

Farver

Ses i alle mulige farver, men ofte i gul, rød eller sable.

Type

Pekingeser er en selskabshund og hører under FCI-gruppen for "Selskabshunde" (Gruppe 9)

DKK Specialklub

Klubben For Små Selskabshunde

Aktivitet

(3/5)

Motion

(2/5)

Intelligens

(3/5)

Træning

(3/5)

Legesyg

(3/5)

Børnevenlig

(3/5)

Vagthund

(4/5)

Pelspleje

(3/5)

Territoriel

(4/5)

Gøende

(3/5)

Fremmede

(4/5)

Hunde

(3/5)