Hunderacen Sarplanina

Beskrivelse af Sarplaninac

Sarplanina er en stor hyrdehund, med oprindelse i området omkring Albanien. Racen er stor, stærk, modig og meget skarp, da dens primære arbejdsopgave har været at forsvare hjorden mod losser, bjørne og ulve - ligesom Sarplanina har været brugt som ren vagthund til landsbyens kvinder og børn.

Sarplaninac blev anerkendt af FCI i 1939 som Illyrisk Hyrdehund; men fik i 1959 ændret navn til Jugoslavisk Hyrdehund - Sarplaninac, efter Sar Planina-bjergene, der breder sig fra Kosovo og den nordvestlige del af Makedonien til det nordøstlige Albanien, og er området, hvor racen er mest udbredt.

Temperament

Sarplaninac er en meget svær hunderace, med et udpræget vogtende og mistroisk instinkt overfor alt fremmede. Racen husker godt, er intelligent og meget selvstændig. Den store grad af selvstændighed, gør racen svær at opdrage - og Sarplaninac'en kan være ret uforudsigelig i sin reaktion overfor alt, den opfatter som en trussel. Man bør være meget opmærksom på, at en Sarplaninac ikke "ser farlig" ud; men nærmere ligner en stor, venlig krammebamse. Intet kan dog være mere forkert - og fremmedes uopfordrede kontakt til hunden kan nemt ende katastrofalt. Da Sarplaninac også er meget territoriel, tåler den heller ikke fremmede hunde og menneskers indtrængen på "dens" område.

Med en vægt over 50 kg, er racen en stor og stærk hund, som ikke nemt lader sig styre i snor. En Sarplanina bør derfor kun anskaffes af seriøse og meget erfarne hundeejere, som forstår og værdsætter Sarplaninas karakter og som vil bruge tid og energi på at socialisere og træne hunden gennem hele dens liv.

Racen elsker at være ude, og trives fint i alt slags vejr.

Pasning og pleje

Pelsen på en Sarplaninac er lang og strid, og kræver kun lidt jævnlig børstning. Man skal til gengæld regne med, at man skal bruge meget energi på - og med - hunden, og at familiens livsstil i høj grad skal tilpasses samlivet med en vogtende, mistænksom og selvstændig hunderace.

Lovgivning for Sarplaninac

Sarplanina er på Hundelovens forbudsliste, og må derfor ikke overdrages, avles eller importeres efter 27. marts 2010. Eksisterende hunde skal bære mundkurv og føres i kort snor i det offentlige rum.

Oprindelsesland

Sarplaninac har oprindelse i Albanien

Hundens størrelse

Sarplaninac har en højde på 70 - 82 cm og en vægt på 40 - 55 kg

Farver

Fawn, grå, hvid eller næsten sort. Normalt sable eller grå med mørkere nuancer på ryg og hoved og lidt lysere underpels. Har ofte forskellige nuancer af samme farve, der falder ind over hinanden.

Alternative navne

sarplaninac, sarplanina, Illyrisk Hyrdehund

Type

Sarplaninac er en hyrdehund og hører under FCI-gruppen for "Schnauzere, pinschere, molosser og sennenhunde" (Gruppe 2)

DKK Specialklub

Klubben For Hyrde-, Kvæg- Og Gårdhunde

Aktivitet

(4/5)

Motion

(3/5)

Intelligens

(2/5)

Træning

(2/5)

Legesyg

(2/5)

Børnevenlig

(2/5)

Vagthund

(5/5)

Pelspleje

(2/5)

Territoriel

(5/5)

Gøende

(3/5)

Fremmede

(1/5)

Hunde

(1/5)

Alle billeder af Sarplaninac