Hunderacen Skye Terrier

Beskrivelse af Skye Terrier

Skye Terrier har været kendt i mange århundreder i Skotland, hvor racen regnes for en af de ældste terrier-racer fra området. Racen har sit udspring i Isle of Skye, hvorfra den også har fået sit navn. Denne øgruppe er den største af de Indre Hebrider ved nordvestkysten af Skotland. Nordligst, adskilt fra Skotland ved Inner Sound og Sleat Sound, ligger den store ø Skye, som har givet racen sit navn.

Skye Terrieren blev fremavlet af lokale skotske hunde og spanske skødehunde med lange, silkebløde pelse. Disse spanske hunde har formentligt delvist været overlevende hunde fra skibsforlis og gaver imellem købmænd. Nyere studier har også sandsynliggjort at vikingerne har medbragt støvere (jagthunde) til de skotske øer, som formentligt også er indgået i Skye Terrieren.

Dronning Victoria den 1. tog omkring 1840 Skye Terrieren til sig, og lagde grunden til den periode, hvor racen blev mere udbredt som selskabs- og skødehund. Hundene blev herfra også avlet til at have betydeligt mere frodig og plejekrævende pels.

I dag er racen udbredt og anerkendt over hele verden, men er dog stadig en forholdsvis sjælden hunderace. Af samme grund er Skye Terrier på den engelske kennelklubs liste over truede oprindelige hunderacer.

Temperament

En Skye Terrier er en ægte terrier af både udseende og sind. Racen elsker at jage smådyr, grave i haven og selv styre begivenhederne. Derfor kan man også opleve en Skye Terrier som værende stædig og relativt svær at træne, men ofte handler det udelukkende om at motivere og belønne hunden korrekt. En Skye Terrier gør ikke noget for at behage andre, og hunden skal selv kunne se et formål med de aktiviteter og kommandoer den stilles overfor. Fremfor alt er en Skye Terrier mentalt en stor hund, selvom den er gemt i en lille krop.

Racen er frygløs og altid glad, og trives bedst hvis den ikke adskilles fra sin familie for længe. Det er ikke en race, der er egnet til at gå i hundegård eller blot gå og passe sig selv. 

Hvis man formår at motivere hunden til at løse opgaver og udføre tricks eller lydighedsøvelser, er det en meget intelligent og lærenem lille hund. Det er dog vigtigt, man altid holder sig for øje, at der er tale om en ægte terrier, der ikke adlyder ens mindste vink. Hvis en Skye Terrier ikke gider - så gider en Skye Terrier ikke, og så er der ikke noget at gøre. Det er derfor afgørende at man er både tålmodig og motiverende, når hunden skal trænes.

Denne hunderace er også klog, så man kommer ikke langt ved at være eftergivende og blød, når hunden afprøver grænser. Det er helt afgørende, at alt tilgang til hunden sker med konsekvente krav og regler - og her handler det ikke om at være hård og kontant, for disse forældede opdragelses- og træningsmetoder virker aldrig med en Skye Terrier. Det er derimod vigtigt at man står fast på sine krav og kommandoer, og ikke lader hunden tage styringen - og at man vænner hunden til at der altid gælder de samme regler for god opførsel.

En Skye Terrier er også meget robust og udholdende, og er en formidabel legekammerat for familiens lidt større børn. Det er også ofte fornuftigt at indrage familiens børn i træning og aktiviteter med hunden, for racen kan godt have tendens til at knytte sig mest til et enkelt familiemedlem. Denne risiko minimeres dog meget, hvis alle i familien deltager i de sjove aktiviteter, fodring og træning af hunden.

Fremmede mennesker har ikke en Skye Terrieres store interesse, og racen er ofte direkte afvisende overfor fremmede den ikke kender. Det er derfor vigtigt at man får socialiseret sin hvalp, så den trives bedst muligt med fremmede mennesker, og så hunden lader sig håndtere og berøre af fremmede mennesker, børn, dyrlæger og ved ferier og pasning. Sammen med andre hunde kan en Skye Terrier også være noget afvisende, og jævnaldrende kønsfæller fungerer sjældent særligt godt med denne race.

Pasning og pleje

En Skye Terrier har en lang frodig pels, der dog kun kræver jævnlige gennembørstninger. Alt efter hundens levevis, kan man ofte klare sig med en grundig gennembørstning hver uge.

Pelsen er dobbelt og meget tæt, og racen fælder moderat.

Oprindelsesland

Skye Terrier har oprindelse i Skotland

Hundens størrelse

Skye Terrier har en højde på 23 - 26 cm og en vægt på 12 - 18 kg

Farver

Sort, mørkegrå, lysegrå, fawn og cream, alle med sorte hårspidser. Ensfarvet i enhver farve, der kan give de fornødne nuancer og en lysere underuld, og hvor næse og ører er sorte.

Type

Skye Terrier er en terrier og hører under FCI-gruppen for "Terriere" (Gruppe 3)

DKK Specialklub

Dansk Terrier Klub

Aktivitet

(3/5)

Motion

(3/5)

Intelligens

(3/5)

Træning

(3/5)

Legesyg

(3/5)

Børnevenlig

(3/5)

Vagthund

(5/5)

Pelspleje

(3/5)

Territoriel

(4/5)

Gøende

(4/5)

Fremmede

(2/5)

Hunde

(2/5)

Alle billeder af Skye Terrier