Hunderacen Spinone

Beskrivelse af Spinone

Spinone er en gammel italiensk hunderace fra Piemonte-regionen, som man kan spore mere end 2500 år tilbage. Da racen er en af de ældste jagthunde i verden, er man ikke helt sikker på dens oprindelse, men spor peger både i retning af Italien, Spanien, Grækenland, det keltiske Irland og Rusland.

Efter 2. verdenskrig var også denne race meget tæt på at uddø. Både krigens trange kår og helt nye vaner med andre typer jagthunde blandt italienske jægere, gjorde at Spinonen blev mere sjælden. Racen blev dog genoprettet ved hjælp fra blandt andet ruhåret tysk hønsehund og griffon.

Den racerene Spinone kom frem i starten af det 19. århundrede. Navnet stammer fra en italiensk tjørnebusk, hvor vildtet ofte gemmer sig. Racens tykke hud og dens meget kraftige pels gjorde den ideel til at gå igennem disse tjørnebuske, og dermed fik Spinone sit navn.

Temperament

Spinone er en stående jagthund, som også fungerer godt som en venlig og loyal familiehund. Racen har et roligt, tålmodigt, frygtløst og venligt temperament, men er dog en jagthund og har derfor et vist aktivitetsniveau.

En Spinone kan være en yderst lærenem hunderace, hvis man forstår at gribe træningen rigtigt an. Racen kan nemlig godt være lidt stædig i forhold til opgaver, den ikke ser en mening med, så det er vigtigt man både motiverer og stimulerer hunden til at arbejde. 

Sammen med sin familie, er en Spinone ubestikkeligt trofast, men den accepterer i høj grad også fremmede mennesker. Derfor er racen ikke nogen særligt god vagthund, men den vil dog give besked, hvis der kommer gæster. Sammen med børn er racen både overbærende, legesyg og venlig, og hunden deltager også gerne i lege og aktiviteter. 

En Spinone er normalt glad for vand, og svømmer og bader gerne - ligesom den naturligvis er en fremragende apportør i vand. Som jagthund er racen egnet til mange forskellige typer jagt, men dens primære brug er som pointer og apportør.

Man skal regne med at hunden har brug for en del motion, men modsat mange andre jagthunde, er racen ikke en hyperaktiv sprinter, der vil ud og løbe stærkt. Til gengæld er Spinone stort set utrættelig i forhold til at trave afsted over lange afstande i mere adstadigt tempo, og derfor kan man få en rigtig god løbemakker i en Spinone. Man bør dog ikke starte med lange løbeture, før hunden er helt udvokset.

Pasning og pleje

Spinone har en ru, kraftig, korthåret pels, der kræver en vis pleje. Man skal regne med hunden skal trimmes mindst to gange om året, og derudover skal den 5-6 cm lange pels gennembørstes jævnligt. Hundens lange skæg skal også holdes rent for skidt og madrester, og skægget kan også medbringe en del af vandet til den næste gulvvask, efter hunden har været på besøg i vandskålen.

Hundens størrelse

Spinone har en højde på 58 - 70 cm og en vægt på 29 - 39 kg

Farver

Hvid, hvid med orange aftegninger, hvid med spættet orange, hvid med kastaniebrun , brun. Sort og trefarvet er ikke tilladt.

Type

Spinone er en jagthund og hører under FCI-gruppen for "Stående jagthunde" (Gruppe 7)

DKK Specialklub

Klubben For Jagthunde uden Specialklub

Aktivitet

(3/5)

Motion

(4/5)

Intelligens

(3/5)

Træning

(3/5)

Legesyg

(3/5)

Børnevenlig

(5/5)

Vagthund

(2/5)

Pelspleje

(3/5)

Territoriel

(3/5)

Gøende

(2/5)

Fremmede

(5/5)

Hunde

(5/5)

Alle billeder af Spinone