Hunderacen Tornjak

Beskrivelse af Tornjak

Tornjak er en gammel type hyrdehund fra Kroatien og Bosnien-Herzegovina, som i århundreder har været fårehyrdernes vigtigste beskytter og vogter. Racen har sit officielle udspring i de Dinariske Alper i Bosnien, primært i området omkring Vlašić, der ligger cirka 100 kilometer vest for Sarajevo, men de tidligste forfædre har sandsynligvis været lokale hyrdehunde fra hele området ved de Dinariske Alper, der strækker sig over Slovenien, Kroatien, Bosnien-Hercegovina, Serbien, Montenegro, Kosovo og Albanien.

Man mener racens forfædre kommer helt tilbage fra romertiden for næsten 3000 år siden, og man kan spore Tornjak-lignende hunde direkte i håndskrevne noter, som stammer helt tilbage fra det 9. århundrede.

Da udbredelsen af fåreflokke næsten forsvandt i løbet af forrige århundrede, blev også Tornjak minimeret så meget i antal, at racen var tæt på at forsvinde. Man begyndte dog i starten af 1970'erne at arbejde med at bevare racen, og fandt nogle få hunde, der svarede til beskrivelser i de gamle dokumenter. På denne måde er den ældgamle Tornjak genopstået, men dog nu mere avlet mod også at være familiehund og selskabshund.

Tornjak er blevet meget populær i sit hjemland, hvor racen kendes for et godt og stabilt temperament. Man arbejder på statsligt niveau for at bevare racen, og for at udbrede antallet af Tornjaks i landbefolkningen.

Temperament

En Tornjak er vogtende, intelligent, selvsikker og hviler meget i sig selv. Nervøsitet og dårligt temperament findes stort set ikke i denne race. Tornjaks vogtende egenskaber er ikke så udprægede, som hos andre af de anatolske og sydøsteuropæiske hyrdehunde, men den er stadig en formidabel vagthund, der advarer fremmede med en dyb og respektindgydende gøen. Racens popularitet som udstillings- og familiehund, og manglen på fåreflokke at vogte pga. industrialiseringen af området, har også medført et mere stabilt, venligt og roligt temperament, der gør racen mere egnet som familiehund.

En Tornjak lever godt med andre hunde, som den kender, men har sjældent interesse i kontakt med fremmede hunde. Hunden vil ofte afvise kontakt med hele sin fremtoning, men uden at være aggressiv. Racen er derimod meget tæt knyttet til sin familie, og ser denne som et helt centralt omdrejningspunkt i sin verden, og er også normalt meget rolig indendørs. Hvis racen vokser op med børn, er den både meget beskyttende, venlig og yderst tolerant overfor disse.

Tornjak er dog relativt aktiv udendørs, og vil gerne lege og løbe en tur. En Tornjak vil også altid beskytte sin familie og sin flok, hvis den føler det er nødvendigt.

Idag bliver Tornjak's med succes benyttet som både førerhunde og terapihunde, og racen har på mange områder også en del lighedspunkter med de schweiziske sennenhunde. Man skal dog være forberedt på at racen primært er til erfarne hundeejere, da Tornjak's selvsikre og selvstændige sind, kan være svært at håndtere for en uerfaren hundeejer. Da hundene også bliver temmeligt store og stærke, er det også afgørende at hunden får trænet lydighed og gennemgår en grundig socialisering som hvalp.

Racen er kendt for at huske godt, og være relativt nemme at træne, hvis man forstår at motivere og belønne hunden hensigtsmæssigt.

Pasning og pleje

Tornjak har en lang selvrensende pels, som kræver en jævnlig gennembørstning. Hunden skal sjældent bades, men kan have tendens til at fælde en del to gange om året. 

Lovgivning

Tornjak er pr. 27. marts 2010 omfattet af hundelovens forbudsliste, og må derefter ikke overdrages, anskaffes eller avles. Hunde af racen skal bære mundkurv og kort snor i offentligt rum.

(Det er meget omdiskuteret, hvorfor netop denne race er havnet på forbudslisten, da der ikke er dokumenteret problemer nogen steder i verden med racen - og Danmark er i øvrigt det eneste land med forbud mod Tornjak.)

Oprindelsesland

Tornjak har oprindelse i Kroatien - Bosnien

Hundens størrelse

Tornjak har en højde på 58 - 70 cm og en vægt på 28 - 50 kg

Alternative navne

Bosansko-hercegovački, hrvatski pastirski pas tornjak,

Type

Tornjak er en hyrdehund og hører under FCI-gruppen for "Schnauzere, pinschere, molosser og sennenhunde" (Gruppe 2)

Aktivitet

(3/5)

Motion

(3/5)

Intelligens

(2/5)

Træning

(2/5)

Legesyg

(2/5)

Børnevenlig

(3/5)

Vagthund

(5/5)

Pelspleje

(2/5)

Territoriel

(5/5)

Gøende

(2/5)

Fremmede

(1/5)

Hunde

(2/5)

Alle billeder af Tornjak