Hunderacen Tysk Pinscher

Beskrivelse af Tysk Pinscher

Den tyske pinscher er en gammel tysk hunderace, der helt oprindeligt blev brugt som alsidig gårdhund, vagthund og skadedyrsbekæmper. Selvom den tyske pinscher minder meget om Doberman, er racen meget ældre og har en del andre egenskaber. 

Man har eksempler på Tysk Pinscher på tegninger, der dateres helt tilbage til 1780 og man mener endvidere, at racen har ophav i de meget udbredte rottehunde, der kan spores helt tilbage til 1500-tallet. Den egentlige renracede Tysk Pinscher går tilbage til 1836, hvor racen var meget udbredt; men efter Anden Verdenskrig, var racen stort set forsvundet igen. I 1958 begyndte Werner Jung at rekonstruere racen, og han er således den direkte årsag til racen eksisterer i dag.

Temperament

Tysk Pinscher er - om nogen - fuld af selvtillid. På trods af hundene sjældent vejer over tyve kilo, er de ikke bange for noget eller nogen, og de fleste hunde besidder et temmeligt stort ego og en vis portion jagtinstinkt efter mindre dyr. Racens ophav som rottefænger, kan tydeligt ses i de fleste tyske pinschere, og hundene går sjældent af vejen for at jage mus, rotter, katte og andre mindre dyr. Af samme grund, kan det være meget vanskeligt at lære en Tysk Pinscher at gå uden line og at reagere på indkald i alle situationer. Kombineret med hundenes stædighed, intelligens og egenrådighed, bliver racen altså ikke den fødte lydighedschampion. 

En Tysk Pinscher er meget glad for sin familie, og vil gøre alt for at forsvare den. Det er dog vigtigt, at hunden er en stor del af familien og at den ikke overlades for meget til sig selv. Hvis hunden er glad, velstimuleret og bliver godt behandlet, får man til gengæld en hunderace, som aldrig går af vejen for leg og underholdning - og gerne ser den selv som hele omdrejningspunktet i familien. Racen er specielt glad for lidt større børn, som vil inddrage hunden i leg og aktiviteter - og som forstår at respektere hundens grænser.

Tysk Pinscher er velegnet til aktive familier, hvor hunden er en del af aktiviteterne. På samme vis er racen velegnet til mange typer af den mere aktive hundesport, mens de sjældent bliver 100% lydige i alle situationer. Hundene vil også ofte kede sig, hvis de udsættes for almindelige lydighedstræning, hvis der laves mange repetitioner af samme øvelse.

Racen er meget territoriel og man bør starte socialiseringen af hunden, ligeså snart man får den hjem. Det er vigtigt at den unge tyske pinscher får mødt en masse forskellige mennesker, børn, dyr og forskellige miljøer og andre påvirkninger i vores menneskabte verden. 

Pels og pasning

Pelsen på en Tysk Pinscher er kort og tæt, glat og glansfuld og uden hårløse partier. Der kræves derfor ikke nogen egentlig pleje af hundens pels. Til gengæld er Tysk Pinscher en temmelig aktiv hunderace, der er udstyret med masser af selvtillid, intelligens og jagtinstinkt og egner sig derfor ikke til bare at passe sig selv. For at få en velfungerende hund, er det nødvendigt med træning, aktivering og opdragelse og hunden bør altid være en del af familiens aktiviteter. Den tyske pinscher egner sig ikke til hundegårde eller korte lufteture i haven; men bør i stedet aktiveres og motioneres dagligt, for at være velfungerende. 

Da hundene er meget intelligente, kan de nemt komme til at styre hele familien, hvis man ikke sørger for den grundlæggende træning og opdragelse - og en Tysk Pinscher, der keder sig, vil ofte selv finde på aktiviteter som man sjældent synes er helt hensigtsmæssige. Derfor er et vigtigt, at hundene får en konsekvent, positiv træning og at de helt tidligt lærer, hvilke regler og grænser der gælder for god opførsel. Hvis man undlader at opdrage og træne en Tysk Pinscher, vil hundene ofte blive meget vanskelige at leve med, fordi de hurtigt lærer at gennemtrumfe deres egen vilje. 

Oprindelsesland

Tysk Pinscher har oprindelse i Tyskland

Hundens størrelse

Tysk Pinscher har en højde på 45 - 50 cm og en vægt på 14 - 20 kg

Farver

Ensfarvet:Hjorterød, rødbrun til mørk rødbrun. Sort/rød: Laksort pels med røde eller brune aftegninger, der tilstræbes så mørke, varme og skarpt afgrænsede som muligt.

Type

Tysk Pinscher er en vagthund og hører under FCI-gruppen for "Schnauzere, pinschere, molosser og sennenhunde" (Gruppe 2)

DKK Specialklub

Dansk Schnauzer Og Pinscher Klub

Aktivitet

(4/5)

Motion

(4/5)

Intelligens

(1/5)

Træning

(1/5)

Legesyg

(1/5)

Børnevenlig

(3/5)

Vagthund

(5/5)

Pelspleje

(1/5)

Territoriel

(5/5)

Gøende

(3/5)

Fremmede

(3/5)

Hunde

(3/5)