Hunderacen Welsh Springer Spaniel

Beskrivelse af Welsh Springer Spaniel

Welsh Springer Spaniel er en jagthund med oprindelse i Wales, hvor man har kendt denne type af hunde i mange hundrede år. De tidligste eksemplarer blev dengang blot kaldt "Land Spaniel", men man kender til gengæld til ret nøjagtige beskrivelser af disse hundes udseende helt tilbage fra 1570, og disse hunde modsvarer helt klart Welsh Springer Spanielen.

Den nuværende, moderne Welsh Springer Spaniel fik sin mere generelle popularitet og udbredelse efter Mr. A. T. Williams vandt Sporting Spaniel Club Trials i 1900, og da ham og hans hunde i de efterfølgende år vandt flere konkurrencer. Dette resulterede i racen blev anerkendt af den engelske kennelklub i 1902, hvor den blev optaget som Welsh Springer Spaniel efter den tidligere havde været sidestillet med Engelsk Springer Spaniel.

Welsh'en blev også eksporteret til udlandet i disse år, hvilket også resulterede i racen blev anerkendt af den amerikanske kennelklub i 1906.

Temperament

En Welsh Springer Spaniel er en energisk stødende og apporterende jagthund, som trives godt som familiehund, hvis den får rigeligt med motion og stimulering. Racen er både livsglad og hengiven, og kræver en familie med et aktivt liv, der vil bruge tid på og med hunden.  Det er en intelligent hund som dagligt har brug for opgaver og udfordringer.

Welsh'en trives bedst med tæt kontakt til sin familie, og egner sig derfor ikke til at være meget alene eller til lange ophold i løbegårde. Racen er kendt for at være glad for børn og yderst legesyg. Men Welsh Springer Spaniels har også rigtig meget jagtlyst i behold, og kan derfor være en stor mundfuld for en uerfaren ejer. Specielt mens hunden vokser op, kan det kræve både tålmodighed og en del indsigt i hundetræning og almindelig opdragelse, for at en Welsh Springer Spaniel er til at leve med - for denne race er både energisk, intelligent og grænsesøgende, og skal vejledes og trænes til at blive en god familehund. Når racen er udvokset, bliver hundene dog typisk betydeligt mere afdæmpede i deres adfærd. 

På grund af racens stærke tilknytning til deres familie, er det også vigtigt at lære denne race at være alene fra en tidlig alder.

Welsh Springer's har ikke den store interesse for fremmede mennesker, men fungerer dog oftest godt med børn. Derfor er det også en udmærket vagthund, der altid advarer familien når fremmede nærmer sig - og så ikke mere end det. Det er dog vigtigt at hunden bliver socialiseret tidligt, for at dens skepsis for fremmede ikke bliver et problem. Man bør af samme grund også sikre sig, at den hvalp man påtænker at købe er vokset op indenfor hos familien, og er blevet præget på masser af forskellige mennesker i dens første otte uger. Hvalpene skal altid være både livlige og tillidsfulde.

Welsh'en er også en hunderace, der ikke nødvendigvis adlyder ejerens mindste vink og kommando; men som dog er glad for at arbejde. Derfor er det vigtigt, man altid er konsekvent og motiverende når hunden skal læres op. Racen fungerer specielt godt som jagthund før skuddet; men er dog også en udmærket apportør og meget glad for vand. Racen søger effektivt og gerne i tæt vegetation, er ganske utrættelig i sit søg og holder energien hele dagen.

Pasning og pleje

En Welsh Springer Spaniel har en blød og glat pels, som ligger tæt til kroppen og som generelt ikke fælder voldsomt. Man bør give hunden mindst én grundig gennembørstning om ugen, og specielt sikre sig at man kommer grundigt igennem de lange hår på ører, hale og forben. Derudover bør en Welsh Springer Spaniel trimmes mindst fire gange om året. 

Det allervigtigste for denne race er dog at man har både tiden og energien til en aktiv og motionskrævende hunderace, der kan være en stor mundfuld i ungsomsårene, og som helst skal fungere som aktiv jagthund.

Oprindelsesland

Welsh Springer Spaniel har oprindelse i England

Hundens størrelse

Welsh Springer Spaniel har en højde på 46 - 48 cm og en vægt på 16 - 20 kg

Farver

Hvid med røde aftegninger

Alternative navne

Welsh, Welsh Springer, Welsh Spaniel, Welsh Cocker

Type

Welsh Springer Spaniel er en jagthund og hører under FCI-gruppen for "Apporterende jagthunde" (Gruppe 8)

DKK Specialklub

Spaniel Klubben

Aktivitet

(5/5)

Motion

(4/5)

Intelligens

(3/5)

Træning

(3/5)

Legesyg

(3/5)

Børnevenlig

(4/5)

Vagthund

(4/5)

Pelspleje

(3/5)

Territoriel

(2/5)

Gøende

(3/5)

Fremmede

(3/5)

Hunde

(5/5)

Leder du efter små hunderacer?

Alle billeder af Welsh Springer Spaniel